Mor, hvem laver burnouts?
Et burnout opstår ofte, når man bliver klemt mellem forventninger og muligheder. Mellem egne forventninger og andres forventninger. Mellem egne muligheder og de ydre bestemte. Billedligt talt står man med ryggen mod muren, og en lastbil kører mod en. Hvis man så bliver stående, er det et næsten sikkert tegn på et burnout.
Man behøver dog ikke at blive stående. Man kan altid tage et elegant skridt til siden. Jeg må sige det så ligetil – fordi jeg også var dum nok til at blive stående. Og set i bakspejlet var det præcis så enkelt: Jeg skulle bare have taget et skridt til siden.
Indholdsfortegnelse
Stress, søvn og de første tegn på burnout
Burnout er blevet et samfundsfænomen. Tiden omkring os flyver afsted. Krav og konkurrence bliver højere, og med dem det indre pres for at leve op til det hele og blive på toppen. Mænd skal gøre karriere, være gode fædre og ægtemænd, have tid til hobbyer og kammerater og generelt være godt informerede om, hvad der sker i verden. Åh, og så er der også det med fysisk form. Hvor skal jeg nu finde tid til sport?!
Meget stress og lidt søvn er blevet statussymboler. Stress betyder, at man tilsyneladende gør karriere. Søvn koster tid. Den tid har man ikke længere. Det bliver taget til det ekstreme med søvnmodeller som Uberman: seks gange 20 minutters søvn. Der er stadig 22 timer om dagen, hvor man kan være produktiv. Fantastisk! Selv hvis de færreste går så langt, hører man ikke længere til på kontoret om morgenen, hvis man siger, at man sov 8 timer i nat. Den, der har tid til at sove 8 timer, har åbenbart ikke nogen mål.
Det, der forsvinder, er roen. Allerede smartphonen forhindrer den. E-mails, sociale netværk, sms-tjenester. Åh, og man kan også ringe med de ting. Vi er altid tilgængelige, altid forbundet, altid overvældet med information. Sociale krav får os til at skrive lige så meningsløse kommentarer under de mest meningsløse opslag.
Kroppen begynder at overtage denne rasende rytme. Hjerteslaget falder ikke til ro, koncentrationen svigter, fordi man hopper fra den ene opgave til den anden, nervøsiteten breder sig, og søvn er ikke længere tænkelig. Det er tegn på en udbrændthed.
Stenalderidioten i den digitale tidsalder
Problemet i historien er følgende: Mennesket er ikke designet til denne form for hastighed. Man kan ikke gå på internettet med en C64. Vores kroppe og sind er stadig programmeret til stenalderen. Udviklingen de sidste 30 år har overhalet Fred Feuerstein endeligt. De 200 år før det har vi allerede kørt på reserve. Vi kan hverken håndtere mængden af information eller de manglende hvileperioder.
Vores koncentrationsevne rækker ikke til det. Uanset hvor meget nogen tror på det: Mennesket er ikke multitasker. Nej, heller ikke kvinder. I vores hjerne sidder en urgammel processor. Med en enkelt kerne. Parallel behandling er umulig. Opgradering i de næste par hundrede år er nok ikke planlagt af naturen.
De konstante afbrydelser har gjort, at menneskets opmærksomhedsspænd siden nogle år ligger under guldfiskens. Det er ikke en joke. Og guldfisken har desuden vandkøling.
Mennesket nej. Vi skubber tusindvis af opgaver gennem vores processor uden at lade den køle af. Resultat: processoren bliver overbelastet og er ikke længere i stand til at træffe de enkleste og mest oplagte beslutninger.
For eksempel at tage et skridt til siden, når du står med ryggen mod væggen, og en lastbil kommer susende mod dig.
Hvad har det nu med skæg at gøre?
Egentlig meget lidt. Og alligevel helt vildt meget. Vejen ud af præstationsjaget og udbrændthedsspiral er små øjeblikke af ro, hvor processoren kan køle ned. Det handler altså om at integrere små ritualer i livet, der tvinger til ro. Som giver plads og tid til at køle processoren ned, se sig selv i øjnene og spørge: "Hvad fanden laver jeg egentlig? Og er det stadig det, jeg vil og som giver mening?"
Om du begynder at male tånegl eller lade skægget gro, er op til dig. Men gør noget! Skægget har den ekstra fordel, at det booster dit ego. Hvis du også får malet tåneglene, så køb et par flotte flip-flops til. Det er helt fint for mig!
Skægpleje til at falde til ro
Det er helt umuligt at pleje skæg uden samtidig at nusse egoet under det. Selv hvis skægget i starten ikke vokser så tæt, som du gerne vil. Giv det tid og ro, og det vil vokse. Og på vejen vil det begynde at give dig tid og ro. Og netop den ro har du brug for, for ikke at blive mast i den digitale tidsalder.
Væn dig til ikke at tage din telefon med på badeværelset. Gør hvert barbering til et ritual, du kan opleve bevidst. Nyd de forskellige rytmer. For eksempel når du rører barberskum og når du stryger barberkniven. Sørg for, at du kan lide alle de redskaber, der hører til dette ritual.
Du skal kunne lide at se på dem, røre ved dem og lugte til dem. Kættersk eller ej: men sådan bliver hvert enkelt trin i din skægpleje til et næsten religiøst ritual, der hylder dig. I disse øjeblikke, der tilhører dig og dit skæg, bliver du centrum i universet.
Samtidig tømmes processoren for energi. Jo længere du plejer denne ritual, desto mere naturligt vil det foregå. Det kræver ikke længere bevidst opmærksomhed og bliver til en underbevidst nydelse, der giver dig ro til at fokusere på dig selv.
Skægpleje som drivkraft
Netop denne stemning er en drivkraft med en usædvanlig kraft og styrke. Selvom man selvfølgelig aldrig må sige det højt, er det en form for meditation. Tingene bliver pludselig klarere, når du kun beskæftiger dig med dit skæg, og bevidstheden tømmes. Du opdager sammenhænge, du ikke har set før, og finder løsninger på problemer, du ikke engang har opdaget.
Og du bemærker måske endda, hvor meningsløst det er at stå med ryggen mod muren, mens en lastbil kører mod dig.